|
Om mig |
|
Min bagage er en kuffert, og den indeholder bl. a. ADHD. Den kan ikke ses, men den kan føles - og det af alle, der kommer i nærheden. Den er utrolig tung og uhåndterlig - og den er ALTID i vejen! Den forårsager kæmpe konflikter og sætter hele livet over styr. Det er som om, der ligger en forbandelse i den. Jeg har slæbt rundt på min kuffert i over 30 år, uden at vide, hvad den indeholdt. Først for nogle år siden blev den langsomt synlig, så den endelig kunne åbnes. I dag ved jeg, hvad den indeholder, og hvad jeg kan gøre for at lette indholdet. Jeg ved også, at uden den rigtige hjælp og støtte, ville det være umuligt for mig at komme videre. Derfor har jeg i dag en mission: At fortælle min livshistorie for at fremme forståelsen af, hvorfor vi med ADHD ”er som vi er”, og hvordan man kan forholde sig til det. Jeg er 31 år og bruger i dag al min tid på at informere og hjælpe andre. |